-2-0 grader
Hjemme i Toronto har Irshad Manji skudsikkert glas i vinduerne og de mest avancerede alarmsystemer.
Og før hun drejer startnøglen, tjekker hun altid, om nogen har stoppet noget ind i bilens udstødning.
Forsigtigheden er nødvendig, for 36-årige Irshad Manji har udfordret islams religiøse fundamentalister.
Dødstrusler
Allerede før hendes debatbog med titlen 'Problemet med islam' udkom i Canada i 2003, modtog hun de første dødstrusler.
Truslerne kom, fordi hun tillod sig at skrive et 200 sider langt åbent brev til sine trosfæller, som i klar tale får besked om, at islam er en religion på vildspor.
Den trænger til en overhaling. En grundig reform.
Ikke bange for at dø
Det er imidlertid hverken en lammet eller frygtsom kvinde, man møder i Irshad Manji.
»Nej, jeg er ikke bange. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at dø, men hvis jeg dør, tja, så dør jeg«.
»Men eftersom jeg ikke er bange for at dø, har jeg også taget mine modstanderes stærkeste våben fra dem«.
Utilsigtet opmærksomhed
»Når jeg er ude for at tale til forsamlinger, siger jeg nogle gange, at jeg godt ved, at der iblandt dem er folk, der helst så mig død, og at nogle af dem måske endda ville være stolte over at slå mig ihjel«.
»Men, siger jeg så, tror I ikke, at I dermed bare vil give min bog endnu større omtalte og dermed vil skabe endnu større opmærksomhed om mit budskab«, siger Irshad Manji under et besøg i København.
Voldtægtsoffer pisket
I sin bog argumenterer Irshad Manji for, at der er noget ravruskende galt med islam i den form, religionen har i dag.
Et af de grelleste eksempler, hun kan komme på, er en 17-årige pige i Nigeria, der i 2000 blev idømt 180 piskeslag, fordi hun var blevet voldtaget af tre mænd. Hun fik straffen, selv om hun kunne fremvise syv vidner på, at der var tale om voldtægt.
Gud forbyder ikke spas
Ifølge Irshad Manji er et af problemerne med islam, at religionen gennem århundreder er blevet viklet så grundigt sammen med arabisk kultur, at man i dag ikke kan skelne religion fra kultur. »Men det betyder jo ikke, at man ikke kan vikle dem fra af hinanden igen«, siger hun.
I sit frontalangreb på islam skriver hun, som hun taler. Meget direkte, uden omsvøb, hvad der her fremgår af bogens start: »Mine ærede med-muslimer. Jeg bliver nødt til at tone rent flag over for jer. Jeg synes virkelig, islam strammer den«.
»Jeg hænger i med det sorte af neglene, rystende nervøs for, hvad det næste fra Allahs selvudnævnte ambassadører bliver. Når jeg tænker på alle de fatwaer, der høvler imod os fra vores tros intelligentsia, føler jeg mig dybt pinligt berørt. Gør I ikke det?«.
»En saudiarabisk ven fortæller mig, at det religiøse politi i hans land arresterer kvinder, hvis de bærer rødt på Valentine's Day, og jeg tænker: 'Siden hvornår har en nådig Gud forbudt glæde - eller bare lidt spas?' Jeg læser om voldtægtsofre, der bliver stenet ihjel for 'utroskab', og jeg spekulerer på, hvordan vi, det afgørende flertal, kan forblive tavse som graven«, skriver Irshad Manji.
Koranen tages bogstaveligt
Og hvad er så forklaringen på, at Manji er en af de få, der tør sige de religiøse fundamentalister imod? Fundamentalister, der udøver terror i religionens navn.
»For det første er det frygten for repressalier, hvilket vil sige fysisk vold. For det andet er det jo et faktum, at islam har et problem med kritisk tænkning. Folk tror, at de skal tage alt i Koranen helt bogstaveligt. Selv moderate muslimer tager den bogstaveligt«.
»Den generelle holdning er, at når Bibelen og Toraen kom før Koranen, så må Koranen som den seneste bog være den helt rigtige version af den hellige tekst. En slags Gud version 3.0. Det giver nogle problemer, selv for muslimer med en længere uddannelse, for mange ved ikke, hvordan de skal gå i rette med eller debattere med fundamentalisterne«.
»Fundamentalisterne er jo eksperter i at citere fra Koranen, og hvis Koranen er den hellige bog, så føler folk, at de sætter spørgsmålstegn ved Koranen, hvis de sætter spørgsmålstegn ved fundamentalisternes handlinger«, siger Irshad Manji.
Den nysgerrige ånd
Efter hendes mening er det en lige så stor fejl at tage alt i Koranen bogstaveligt, som det ville være at tage alt i Bibelen bogstaveligt.
»Sagen er jo, at vi vælger og vrager, og tidligere har Koranens tekster også været til debat. Det var i islams guldalder for omkring 1.000 år siden«, forklarer hun.
Det var i en periode, da muslimer dyrkede det, Manji kalder 'den nysgerrige ånd' i en gammel islamisk tradition, der hedder ijtihad. En tradition, der tillod muslimer at tilpasse religionsdyrkelsen til tidens krav, uanset om den religiøse var mand, kvinde, ung, gammel, heteroseksuel eller homoseksuel.
Den evige dissident
Med sin kontroversielle bog forsøger hun at give ijtihad en moderne renæssance. Ikke kun i abstrakt forstand, men helt konkret. Pengene, der kommer ind på salget af hendes bøger, skal gå til at opbygge et center, som ifølge Manji rent fysisk skal ligge i New York.
Et center, hvor muslimer fra hele verden skal kunne hente inspiration og dele tankerne om ijtihad. Hun erkender, det ligner starten på en bevægelse, men hun understreger, at det ikke bliver med hende som leder.
»Det er der mange grunde til. Jeg har rollen som den evige dissident, og dissidenten vil altid møde mere modgang end medgang i offentligheden. Jeg kan lide at bo i Vesten, jeg er kvinde, lesbisk, feminist, der oven i købet har dette underlige strithår, og derfor kan jeg ikke repræsentere muslimer fra hele verden«, siger hun.
Optimistisk
Men hvordan kan du overhovedet være en del af en religion, hvor kvinder - som du skriver - har samme værdi som en sko, og hvor man ikke tillader homoseksuelle?
»Jeg har stillet mig det samme spørgsmål, og det er da selvfølgelig også sådan, at hvis ikke jeg mærker en stor trang til at reformere islam - specielt blandt muslimer i Vesten, som allerede nyder godt af Vestens frihed - så må jeg overveje at forlade troen«.
»Ikke fordi nogen vil tage sig af det, men fordi min samvittighed vil forbyde mig at være en del af en religion, der i for stort et omfang skader alt for mange mennesker. Men lige nu er jeg mere optimistisk, end da jeg lige var færdig med at skrive bogen«, siger Irshad Manji.
»Der er da masser af vers i Koranen, der er kvindefjendske, som der også er i Bibelen og Toraen, men Koranen giver f.eks. også kvinder ret til at afvise at indgå ægteskab. Og hvis de alligevel indgår ægteskab, så giver Koranen dem ret til at indgå en ægtepagt, hvor de opstiller betingelserne for ægteskabet«.
Økonomisk frigørelse vigtigst
Det hører man ikke meget til?
»Nej, for imamerne og mullaherne, der kontrollerer religionen, vil da aldrig fortælle kvinderne, at de passager findes i Koranen, og så længe hovedparten af verdens kvindelige muslimer er analfabeter, får de det aldrig at vide«.
»Derfor mener jeg også, at reformen af islam bør ske ved at sikre de muslimske kvinder økonomisk. Min drøm er, at nogle af verdens rige lande donerer en lille bid af deres forsvarsbudgetter til mikrolån til alverdens kvindelige muslimer, der så kan tjene deres egne penge«.
»Den åndelige og politiske frigørelse af kvinderne kommer efter den økonomiske. Når først de får rådighed over egne midler, kan de bruge dem på at lære at læse, på at lære deres børn at læse og skrive«, siger Irshad Manji
Den manglende stemme
Den 36-årige muslim er uddannet idehistoriker, men det er som en populær tv-vært på den homoseksuelle tv-kanal 'Queer Television', hun er blevet kendt. Igennem dette arbejde blev hun gennem flere år bedt om at holde foredrag om blandt andet kulturel diversitet og i det hele taget forskellighed og variation i bred forstand.
»Der kom en del unge muslimer, og efter foredraget - når alle var gået - kom de op til mig og sagde: »Irshad, vi mangler stemmer som din for at få åbnet vores religion, for hvis den ikke gør det, så forlader vi den«. Det budskab fik jeg i to år forud for 11. september 2001, og da forstod jeg, at der var kommet en ny muslimsk generation, der skulle engageres«, siger Irshad Manji.
Selv om hun har skrevet en bog om islam, mener hun, at hendes budskab i realiteten er henvendt til alle. »Vær aldrig bange. Hvis du har spørgsmål, så sig dem højt. Har du en tanke eller en mening, som afviger fra flertallets, så giv udtryk for den. Lad være med at frygte at blive kaldt racist eller at være bange for at støde andre. Åbne samfund forbliver kun åbne, hvis vi orker at formulere vores spørgsmål og sige dem højt«.
Irshad Manji er kritisk over for alle, der ikke toner rent flag, og hun har intet tilovers for muslimer, der enten bruger religionen som et sværd mod omverdenen i form af f.eks. terrorisme eller bruger islam som et skjold for at gøre sig usårlig over for kritik.
Harmløs uærlighed
I sin bog bruger hun en af sine muslimske bekendte som eksempel. På et tidspunkt så han en dansk avis refereret for at have skrevet, at selv om muslimer kun udgør fem pct. af den danske befolkning, så modtager den muslimske befolkning en langt større procentdel af de offentlige støttekroner.
»Min ven angreb først avisen for at have begået en journalistisk forbrydelse, alene for at appellere til muslimen i mig, men da jeg sagde, at journalisten efter min mening bragte bekymrende kendsgerninger frem, skiftede han helt og sagde, at han også var bekymret over misbrug af velfærdsstaten«.
»Det er den slags såkaldt harmløs uærlighed, jeg møder over alt. Frustrerede liberale, der godt ved, der er something rotten in the state of Denmark - men af frygt for at støde nogen ikke alene undlader de at tale om det, de benægter det endda«.
»Derfor skal der også ske to ting, hvis islam skal reformeres. Muslimer skal stoppe med at tage Koranen bogstaveligt, og ikke-muslimer skal stoppe med at tage det multikulturelle så bogstaveligt«, siger Irshad Manji.
En bog er vigtigere end et liv
Mange hader hende for at sige det, og længe før hun fik sin bog udgivet, vidste hun, at hun risikerede livet ved det. Og hun var i tvivl om, hvorvidt det var risikoen værd. Indtil hun mødte forfatteren Salman Rushdie, der selv har levet med dødstrusler.
»Salman Rushdie sagde til mig, at en bog er vigtigere end et liv. At uanset hvornår en forfatter giver udtryk for en tanke, så kan den blive imødegået. Hårdt. Måske endda med vold. Men den kan ikke trækkes tilbage. Den er tænkt«.
»Den handling er forfatterens gave til verden. Han afviste ikke, at jeg risikerede at blive dræbt, men for ham var det underforstået, at formålet med ens liv er langt vigtigere end den tid, man reelt lever«.
Og før hun drejer startnøglen, tjekker hun altid, om nogen har stoppet noget ind i bilens udstødning.
Forsigtigheden er nødvendig, for 36-årige Irshad Manji har udfordret islams religiøse fundamentalister.
Dødstrusler
Allerede før hendes debatbog med titlen 'Problemet med islam' udkom i Canada i 2003, modtog hun de første dødstrusler.
Truslerne kom, fordi hun tillod sig at skrive et 200 sider langt åbent brev til sine trosfæller, som i klar tale får besked om, at islam er en religion på vildspor.
Den trænger til en overhaling. En grundig reform.
Ikke bange for at dø
Det er imidlertid hverken en lammet eller frygtsom kvinde, man møder i Irshad Manji.
»Nej, jeg er ikke bange. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at dø, men hvis jeg dør, tja, så dør jeg«.
»Men eftersom jeg ikke er bange for at dø, har jeg også taget mine modstanderes stærkeste våben fra dem«.
Utilsigtet opmærksomhed
»Når jeg er ude for at tale til forsamlinger, siger jeg nogle gange, at jeg godt ved, at der iblandt dem er folk, der helst så mig død, og at nogle af dem måske endda ville være stolte over at slå mig ihjel«.
»Men, siger jeg så, tror I ikke, at I dermed bare vil give min bog endnu større omtalte og dermed vil skabe endnu større opmærksomhed om mit budskab«, siger Irshad Manji under et besøg i København.
Voldtægtsoffer pisket
I sin bog argumenterer Irshad Manji for, at der er noget ravruskende galt med islam i den form, religionen har i dag.
Et af de grelleste eksempler, hun kan komme på, er en 17-årige pige i Nigeria, der i 2000 blev idømt 180 piskeslag, fordi hun var blevet voldtaget af tre mænd. Hun fik straffen, selv om hun kunne fremvise syv vidner på, at der var tale om voldtægt.
Gud forbyder ikke spas
Ifølge Irshad Manji er et af problemerne med islam, at religionen gennem århundreder er blevet viklet så grundigt sammen med arabisk kultur, at man i dag ikke kan skelne religion fra kultur. »Men det betyder jo ikke, at man ikke kan vikle dem fra af hinanden igen«, siger hun.
I sit frontalangreb på islam skriver hun, som hun taler. Meget direkte, uden omsvøb, hvad der her fremgår af bogens start: »Mine ærede med-muslimer. Jeg bliver nødt til at tone rent flag over for jer. Jeg synes virkelig, islam strammer den«.
»Jeg hænger i med det sorte af neglene, rystende nervøs for, hvad det næste fra Allahs selvudnævnte ambassadører bliver. Når jeg tænker på alle de fatwaer, der høvler imod os fra vores tros intelligentsia, føler jeg mig dybt pinligt berørt. Gør I ikke det?«.
»En saudiarabisk ven fortæller mig, at det religiøse politi i hans land arresterer kvinder, hvis de bærer rødt på Valentine's Day, og jeg tænker: 'Siden hvornår har en nådig Gud forbudt glæde - eller bare lidt spas?' Jeg læser om voldtægtsofre, der bliver stenet ihjel for 'utroskab', og jeg spekulerer på, hvordan vi, det afgørende flertal, kan forblive tavse som graven«, skriver Irshad Manji.
Koranen tages bogstaveligt
Og hvad er så forklaringen på, at Manji er en af de få, der tør sige de religiøse fundamentalister imod? Fundamentalister, der udøver terror i religionens navn.
»For det første er det frygten for repressalier, hvilket vil sige fysisk vold. For det andet er det jo et faktum, at islam har et problem med kritisk tænkning. Folk tror, at de skal tage alt i Koranen helt bogstaveligt. Selv moderate muslimer tager den bogstaveligt«.
»Den generelle holdning er, at når Bibelen og Toraen kom før Koranen, så må Koranen som den seneste bog være den helt rigtige version af den hellige tekst. En slags Gud version 3.0. Det giver nogle problemer, selv for muslimer med en længere uddannelse, for mange ved ikke, hvordan de skal gå i rette med eller debattere med fundamentalisterne«.
»Fundamentalisterne er jo eksperter i at citere fra Koranen, og hvis Koranen er den hellige bog, så føler folk, at de sætter spørgsmålstegn ved Koranen, hvis de sætter spørgsmålstegn ved fundamentalisternes handlinger«, siger Irshad Manji.
Den nysgerrige ånd
Efter hendes mening er det en lige så stor fejl at tage alt i Koranen bogstaveligt, som det ville være at tage alt i Bibelen bogstaveligt.
»Sagen er jo, at vi vælger og vrager, og tidligere har Koranens tekster også været til debat. Det var i islams guldalder for omkring 1.000 år siden«, forklarer hun.
Det var i en periode, da muslimer dyrkede det, Manji kalder 'den nysgerrige ånd' i en gammel islamisk tradition, der hedder ijtihad. En tradition, der tillod muslimer at tilpasse religionsdyrkelsen til tidens krav, uanset om den religiøse var mand, kvinde, ung, gammel, heteroseksuel eller homoseksuel.
Den evige dissident
Med sin kontroversielle bog forsøger hun at give ijtihad en moderne renæssance. Ikke kun i abstrakt forstand, men helt konkret. Pengene, der kommer ind på salget af hendes bøger, skal gå til at opbygge et center, som ifølge Manji rent fysisk skal ligge i New York.
Et center, hvor muslimer fra hele verden skal kunne hente inspiration og dele tankerne om ijtihad. Hun erkender, det ligner starten på en bevægelse, men hun understreger, at det ikke bliver med hende som leder.
»Det er der mange grunde til. Jeg har rollen som den evige dissident, og dissidenten vil altid møde mere modgang end medgang i offentligheden. Jeg kan lide at bo i Vesten, jeg er kvinde, lesbisk, feminist, der oven i købet har dette underlige strithår, og derfor kan jeg ikke repræsentere muslimer fra hele verden«, siger hun.
Optimistisk
Men hvordan kan du overhovedet være en del af en religion, hvor kvinder - som du skriver - har samme værdi som en sko, og hvor man ikke tillader homoseksuelle?
»Jeg har stillet mig det samme spørgsmål, og det er da selvfølgelig også sådan, at hvis ikke jeg mærker en stor trang til at reformere islam - specielt blandt muslimer i Vesten, som allerede nyder godt af Vestens frihed - så må jeg overveje at forlade troen«.
»Ikke fordi nogen vil tage sig af det, men fordi min samvittighed vil forbyde mig at være en del af en religion, der i for stort et omfang skader alt for mange mennesker. Men lige nu er jeg mere optimistisk, end da jeg lige var færdig med at skrive bogen«, siger Irshad Manji.
»Der er da masser af vers i Koranen, der er kvindefjendske, som der også er i Bibelen og Toraen, men Koranen giver f.eks. også kvinder ret til at afvise at indgå ægteskab. Og hvis de alligevel indgår ægteskab, så giver Koranen dem ret til at indgå en ægtepagt, hvor de opstiller betingelserne for ægteskabet«.
Økonomisk frigørelse vigtigst
Det hører man ikke meget til?
»Nej, for imamerne og mullaherne, der kontrollerer religionen, vil da aldrig fortælle kvinderne, at de passager findes i Koranen, og så længe hovedparten af verdens kvindelige muslimer er analfabeter, får de det aldrig at vide«.
»Derfor mener jeg også, at reformen af islam bør ske ved at sikre de muslimske kvinder økonomisk. Min drøm er, at nogle af verdens rige lande donerer en lille bid af deres forsvarsbudgetter til mikrolån til alverdens kvindelige muslimer, der så kan tjene deres egne penge«.
»Den åndelige og politiske frigørelse af kvinderne kommer efter den økonomiske. Når først de får rådighed over egne midler, kan de bruge dem på at lære at læse, på at lære deres børn at læse og skrive«, siger Irshad Manji
Den manglende stemme
Den 36-årige muslim er uddannet idehistoriker, men det er som en populær tv-vært på den homoseksuelle tv-kanal 'Queer Television', hun er blevet kendt. Igennem dette arbejde blev hun gennem flere år bedt om at holde foredrag om blandt andet kulturel diversitet og i det hele taget forskellighed og variation i bred forstand.
»Der kom en del unge muslimer, og efter foredraget - når alle var gået - kom de op til mig og sagde: »Irshad, vi mangler stemmer som din for at få åbnet vores religion, for hvis den ikke gør det, så forlader vi den«. Det budskab fik jeg i to år forud for 11. september 2001, og da forstod jeg, at der var kommet en ny muslimsk generation, der skulle engageres«, siger Irshad Manji.
Selv om hun har skrevet en bog om islam, mener hun, at hendes budskab i realiteten er henvendt til alle. »Vær aldrig bange. Hvis du har spørgsmål, så sig dem højt. Har du en tanke eller en mening, som afviger fra flertallets, så giv udtryk for den. Lad være med at frygte at blive kaldt racist eller at være bange for at støde andre. Åbne samfund forbliver kun åbne, hvis vi orker at formulere vores spørgsmål og sige dem højt«.
Irshad Manji er kritisk over for alle, der ikke toner rent flag, og hun har intet tilovers for muslimer, der enten bruger religionen som et sværd mod omverdenen i form af f.eks. terrorisme eller bruger islam som et skjold for at gøre sig usårlig over for kritik.
Harmløs uærlighed
I sin bog bruger hun en af sine muslimske bekendte som eksempel. På et tidspunkt så han en dansk avis refereret for at have skrevet, at selv om muslimer kun udgør fem pct. af den danske befolkning, så modtager den muslimske befolkning en langt større procentdel af de offentlige støttekroner.
»Min ven angreb først avisen for at have begået en journalistisk forbrydelse, alene for at appellere til muslimen i mig, men da jeg sagde, at journalisten efter min mening bragte bekymrende kendsgerninger frem, skiftede han helt og sagde, at han også var bekymret over misbrug af velfærdsstaten«.
»Det er den slags såkaldt harmløs uærlighed, jeg møder over alt. Frustrerede liberale, der godt ved, der er something rotten in the state of Denmark - men af frygt for at støde nogen ikke alene undlader de at tale om det, de benægter det endda«.
»Derfor skal der også ske to ting, hvis islam skal reformeres. Muslimer skal stoppe med at tage Koranen bogstaveligt, og ikke-muslimer skal stoppe med at tage det multikulturelle så bogstaveligt«, siger Irshad Manji.
En bog er vigtigere end et liv
Mange hader hende for at sige det, og længe før hun fik sin bog udgivet, vidste hun, at hun risikerede livet ved det. Og hun var i tvivl om, hvorvidt det var risikoen værd. Indtil hun mødte forfatteren Salman Rushdie, der selv har levet med dødstrusler.
»Salman Rushdie sagde til mig, at en bog er vigtigere end et liv. At uanset hvornår en forfatter giver udtryk for en tanke, så kan den blive imødegået. Hårdt. Måske endda med vold. Men den kan ikke trækkes tilbage. Den er tænkt«.
»Den handling er forfatterens gave til verden. Han afviste ikke, at jeg risikerede at blive dræbt, men for ham var det underforstået, at formålet med ens liv er langt vigtigere end den tid, man reelt lever«.
